Vi har altid været fascineret af kombinationen af mad og kunst, og selv i antikken var mad forbundet med status, nydelse og samvær, hvilket måske forklarer madens evige rolle i kunsten dengang. Men maden kan spores længere tilbage end blot 1600-tallets naturalistiske malerier af frugtskåle, faktisk har det fascineret os i flere tusinde år, og gør det stadig.
Maden som et universielt sprog
Mad har altid være en inspiration for kunstnere, og er på mange måder et universelt sprog, som vi alle forstår. I dag kan vi købe forskellige køkken inspirerede malerier, tryk og plakater af madvarer, opskrifter, den nyeste pastamaskine, drinks og andre sjove motiver. Hvorfor? Simpelthen fordi det er relaterbart.
I 1400-1500-tallets malerier fungerede madvarer mere symbolsk, og var ikke et hovedmotiv, men mere en udsmykkende detalje. Dette betyder dog ikke, at maden ikke var vigtig i datidens kunstværker. I 1600-tallet begyndte man at bruge mad som hovedfokus og ikke længere blot som en detalje. Her begyndte man at opstille kompositioner med blandt andet madvarer, såsom frugtskåle og sildeben.
I takt med modernismen, begyndte kunsten at blive mere abstrakt og eksperimenterende. Mad kunne stadig ses i kunsten, men ikke længere som naturtro kunstværker. Maden, der blev malet, var ikke længere vigtig, måden den blev malet på var vigtigere.
1960’erne var en vigtig periode i madkunstens historie. Madvarer gik fra blot at være et opstillet motiv til at være et materiale i kunstværket. Performancekunsten var især banebrydende indenfor kunstens verden.
I dag er maden stadig et omdrejningspunkt i mange kunstværker, blandt andet på grund af den stigende interesse for kulturelle forskelle, individuelle udfordringer, sanserne, identitet og kropslig/mental sundhed. Madkunsten er gået fra at være et smukt naturtro håndværk, til at være et eksperimenterende motiv, til en provokativ performance og nu; til et møde mellem mennesker og kunstneren. En dansk kunstner ved navn Jesper Aabille lavede et værk, Let’s Make Pizza, der bestod af en masse hjemmelavede pizzaovne, som han placerede rundt omkring i offentligheden, for at tilskynde folk til at lave pizza sammen. Dette viser, hvordan maden ikke er kunstværket, men situationen/stemning i sig selv, er kunst.